God ledelse er en nødvendig forudsætning for succes

Indhold

god ledelse

Om du som leder er god eller dårlig, kan være afgørende for din skæbne i den virksomhed, du arbejder for. Hvis du er mellemleder, vil det påvirke performance i din afdeling – og som topleder, kan det afgøre, om den virksomhed, du står i spidsen for, vinder på markedet eller må dreje nøglen om.

Læg mærke til, at vi endnu ikke har talt om dine faglige evner, din iderigdom, din innovationskompetence – eller nogle af de andre forhold, der påvirker om en virksomhed eller en afdeling vinder.

Det er fordi ledelse er en faglighed i sig selv. Dine evner til at få dit team til at lykkes – at sætte en retning, og få alle til at følge dig – kræver at du har din ledelsesmæssige værktøjskasse på plads. Så gør dig selv en tjeneste, og læs mere om ledelse.

Forestil dig din fremtid som en bedre leder

Hvis du først er blevet bidt af at lede, kan det blive til en livslang passion. For som ledere kan vi altid blive bedre, og forstå tingene dybere.

Der er skrevet utrolig meget om ledelse, og den ledelsesmæssige værktøjskasse er meget omfangsrig. Og der er mange discipliner, som du skal beherske som leder.

Du skal kunne udstikke en retning for din virksomheds eller afdelings strategi. Og de aktiviteter, som I laver i afdelingen, skal passe til den strategi.

Du skal være personaleleder, og kunne tage dialog med den enkelte medarbejdere – uanset om det handler om, hvad de har lavet i weekenden, om de har mistet en de holder af – eller om du skal give dem en skriftlig advarsel for ikke at gøre deres arbejde godt nok.

Og du skal kunne have øje for, hvad der får dine folk til at hænge sammen som et team. Hvad får dem til at arbejde perfekt sammen? Er der nogle sociale gnidninger på tværs af teamet, og hvad er årsagen til dem? Hvis du vil skabe et team med høj performance, skal du have blik både for den enkelte og for helheden.

Men det starter med dig som menneske. Hvad er dit udgangspunkt? Hvad er dine værdier? Som leder skal du være autentisk; du skal ikke være noget, som du ikke er som menneske. Det vil dine medarbejdere kunne mærke med det samme. Så du bliver nødt til at være ærlig – overfor dig selv – og overfor dine medarbejdere.

Sandhedens øjeblik er, når dine ledelsesmæssige tanker rammer virkeligheden

Vejen til at blive en bedre leder vil uundgåeligt blive en blanding af teori og praksis. Når du har læst om en ny ledelsesmetode, skal du oversætte den til et format, der passer i din egen ledelsespraksis. Og så skal du ud og prøve den i virkeligheden.

Læg mærke til, hvordan reaktionen er i dit team. Bliver de begejstrede? Forvirrede? Kede af det? Og hvordan får du det selv? Kan du intuitivt mærke, om dit nye koncept skaber værdi? Fungerer det for dig i virkeligheden?

Denne ”trial-and-error”-proces vil gøre dig til en bedre leder, fordi du vil forstå, hvad der virker, og hvad der ikke virker ved at prøve det i praksis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.